Bag sig har han sit livs store kærlighed, foran sig har han et eventyr, der vil føre ham ind i ukendt land, og som vil ændre hans unge liv for altid. En smuk og brutal historie, inspireret af et af de mørkeste kapitler i danmarkshistorien.

SYNOPSIS
Året er 1836, og den unge botaniker Wulff bliver sendt et år til Afrika af den danske konge for at tilse arbejdet med en kaffeplantage. Bag sig har han sit livs store kærlighed, foran sig har han et eventyr, der vil føre ham ind i ukendt land, og som vil ændre hans unge liv for altid. Slavehandlen er for længst ophørt ved de danske handelsforter på Guldkysten, men da Wulff oplever, at hans plantager bliver hærget af de indfødte selv, føres han på sporet af en større konspiration, som viser sig at trække tråde helt ind i guvernementets inderste.

OM FILMEN OG INSTRUKTØREN
Instruktør Daniel Dencik står bag manuskriptet til spillefilmen Guldkysten, som delvist er inspireret af virkelige personer og begivenheder fra de sidste år af den danske tilstedeværelse på Guldkysten. Filmen dykker ned i et stykke glemt danmarkshistorie. Guldkysten blev optaget i Ghana og Burkina Faso i sommeren 2014, og har været under udvikling igennem to år i et tæt samarbejde mellem instruktør Daniel Dencik, producer Michael Haslund-Christensen, og co-producer Kwame Boadi fra InGenius Africa i Ghana.

Daniel Dencik har skrevet fem bøger på Gyldendal. Siden 2012 har han instrueret tre dokumentarfilm. Hans arbejde er blevet belønnet med priser og legater både indenfor film og litteratur, blandt andet Københavnerprisen for Årets litteratur, Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, Robertprisen og Nordisk Film Prisen. "Labrador" (manuskript) blev udtaget til Officiel Selection i Cannes og vandt hovedprisen ved Marrakech filmfestival 2011. Daniel Dencik debuterede som instruktør i 2012 med "Moon Rider", efterfulgt af ”Ekspeditionen til verdens ende” (2013) og ”Tal R: The Virgin” (2014).

”Guldkysten” er Daniel Denciks debut som spillefilminstruktør.