Historie

Filmens hovedkarakter, Wulff Frederik Wulff, er inspireret af Paul Erdmann Isert (1756-1789),
Wulff Joseph Wulff (1809-1842), og Johan Wilhelm Svedstrup (1819-1893).

 

PAUL ERDMANN ISERT

Paul Erdmann Isert (1756-1789) var en kirurg fra Brandenburg, som lagde kimen til plantagedriften på Guldkysten og kom til at spille en central rolle i afviklingen af den transatlantiske slavehandel. Isert rejste til Dansk Guinea i 1783, hvor han tiltrådte stillingen som kongelig dansk overkirurg, og han blev hurtigt en afholdt mand blandt de indfødte; han lærte sig deres sprog og efterlevede de lokale skikke. Hans store lidenskab var botanik, og han kastede sig med ukuelig begejstring over studiet af det rige planteliv på den vestafrikanske kyst.

I 1786 rejste Isert hjem med et dansk slaveskib via Vestindien, og her så han de umenneskelige forhold, slaverne havde på overfarten og det liv, der ventede dem i plantagerne på de vestindiske øer. Om bord på skibet udbrød der et slaveoprør, hvor Isert var nær ved at miste livet, mens han befandt sig mellem de lænkede slaver på fordækket. Efter den turbulente sørejse skrev han et brev hjem, hvor han fordømte slavehandlen og formulerede sine første tanker om at afløse trekantshandlen med plantagedrift i Afrika, hvor slaverne skulle arbejde under bedre vilkår. Hjemme i København opsøgte han finansministeren Grev Schimmelmann for at indvie ham i sine idéer om at anlægge plantager på Guldkysten og derved kunne afskaffe den transatlantiske slavehandel. Isert fik overdraget en del land i Akwapim-bjergene fra den lokale høvding, som også stillede to hundrede af sine folk til rådighed i anlægningen af den kongelige danske plantage, ”Frederiksnobel”.

 

J. W. SVEDSTRUP

Den danske løjtnant Johan Wilhelm Svedstrup (1819-1893) ankom til Guldkysten i oktober 1844 og bistod guvernøren Edward Carstensen i stridigheder med de indfødte. I hjemstavnen Helsingør var Svedstrup kendt som en munter, idérig og eventyrlysten ung mand, og på den vestafrikanske kyst vandt han agtelse blandt både indfødte og landsmænd. Svedstrups talent for krigsførelse var uanfægteligt. Under sit ophold på kysten deltog han i et blodigt slag med Augna-folket og var med til at tilfangetage høvdingen Sebah Akim og Adum, som i en strid havde ofret to børn og måtte afsone deres straf på Kastellet i København.

Da guvernementet i 1848 modtog den efterretning, at der var udbrudt krig i Danmark, anmodede Svedstrup straks om at komme hjem og tjene sit fædreland. Til hans store skuffelse blev hans deltagelse i krigen kortvarig, og han søgte om at vende tilbage til den danske handelsstation på Guldkysten, men uden held. I 1850 blev de danske besiddelser på kysten afhændet til englænderne.

 

WULFF JOSEPH WULFF

Wulff Joseph Wulff var en dansk embedsmand, der kom fra en ortodoks jødisk familie i Randers og i 1836 rejste til Guldkysten for at gøre tjeneste som surnumerær assistent ved guvernementet på Christiansborg.  På det danske handelsfort kom Wulff til at bestyre pakhuset og fik tildelt en mindre stab af slaver, der opvartede ham og sørgede for husholdningen.

Den første tid i Afrika blev for Wulff en benhård kamp for at tilvænne sig det ækvatoriale klima og den fremmedartede mad såvel som de mennesker, der befolkede den omkringliggende landsby, ”Negeriet”. Den foragt, Wulff i begyndelsen nærede for de indfødte, blev han selv mødt med ved det danske etablissement. Wulff følte sig ofte chikaneret af sin overordnede Kammerråd Dall og de andre embedsmænd, hvorfor han flyttede ud af citadellet et år efter sin ankomst. Hver gang et nyt dødsfald gav anledning til en forfremmelse, blev Wulff forbigået. Gennem hele sit ophold på den vestafrikanske kyst skrev Wulff flittigt hjem til familien i Randers, som dog aldrig besvarede hans breve. Han skildrede med stor indlevelse og forundring den åndeløst smukke natur, der mødte ham under de varmere himmelstrøg, de indfødtes traditioner og den illegale slavehandel, der til stadighed foregik i Dansk Guinea.

Under hele sit ophold var Wulff plaget af tropesygdomme, og han døde af den såkaldte ”klimatfeber” i 1842, 33 år gammel. Han blev begravet efter ghanesisk skik.

 

DANMARK I DANSK GUINEA 1661-1850

Fra midten af det 17. århundrede begyndte Danmark at etablere handelsforter på den vestafrikanske kyst, ”Guldkysten”, i det nuværende Ghana. I det følgende årtier tog trekantshandlen fart.
Våben, krudt og brændevin blev fragtet til Guldkysten, hvor skibene ankrede op ved de danske handelsstationer, og varerne blev byttet for slaver. Lastet med den nye fragt kunne skibene nu fortsætte over Atlanten til sukkerrørsplantagerne på de dansk-vestindiske øer, hvor slaverne blev solgt på auktion til højestbydende.

Danmark havde sin storhedstid på Guldkysten i 1780’erne. Under ledelse af guvernøren J.A. Kiøge opkøbte og brændemærkede man tusindvis af slaver, og de danske besiddelser blev udvidet mod øst med nye befæstninger ved floden Volta. Men i 1792 tog finansminister Schimmelmann initiativ til en Forordning om Negerhandlen, hvori det blev bestemt, at den transatlantiske slavehandel skulle ophøre fra 1803. Oplysningstidens tanker havde vundet frem i Europa, og med de nye idealer om menneskets frihed og rettigheder var man begyndt at diskutere de etiske aspekter af slavehandlen.


HANDELSSTATIONENS TILBAGEGANG OG DEN ILLEGALE SLAVEHANDEL

I den tid, som filmen tager afsæt i, var den danske handelsstation i Dansk Guinea i tilbagegang, og fremtiden for handelskompagnierne var usikker. Flere guvernører havde forsøgt at opbygge en plantagedrift i landet, men det blev aldrig et rentabelt foretagende. Efterhånden stod det klart, at Danmarks tilstedeværelse på Guldkysten med slavehandlens ophør havde mistet sit eksistensgrundlag. I 1840 tilbød Christian den Ottende England at købe de danske besiddelser for 285.000 pund sterling, men tilbuddet blev afvist, og ti år senere måtte Danmark, tvunget af omstændighederne, sælge handelsstationerne for 10.000 pund.

I 1833 blev slaveriet afskaffet på britisk territorium, og en konvention mellem England og Frankrig tillod landenes krigsskibe at undersøge alle skibe under deres flag for at se, om de sejlede med slaver. Den danske konge Frederik den 6. tilsluttede sig den engelsk-franske konvention i 1834, men ville ikke lade sine krigsskibe deltage i eftersøgningen. Besætningen på forterne ved Volta blev reduceret, men der blev ikke gjort noget forsøg på at bekæmpe den ulovlige slaveudførsel fra de danske besiddelser.

Den transatlantiske slavehandel fortsatte med at eksistere illegalt. Officielt havde Danmark cementeret sin modstand mod slavehandlen, men den store afstand gjorde det vanskeligt at føre tilsyn med de danske handelsstationer, og der foregik en nærmest uhindret udførsel af slaver i flere årtier efter Schimmelmanns forordning.